Rejser til Filippinerne: UNESCO-verdensarv og kulturlandskaber

Filippinerne indeholder flere områder, som UNESCO har optaget på verdensarvslisten. Den officielle dokumentation beskriver lokaliteter, der repræsenterer arkitektoniske sammensmeltninger, landbrugstraditioner og marine økosystemer. Stederne omfatter byen Vigan i regionen Ilocos Sur, risterrasserne i Cordilleras-bjergene samt naturparken Tubbataha Reefs i Sulu-havet. Nedenstående sektioner gennemgår disse tre steder med udgangspunkt i vurderingerne fra verdensarvskomitéen.

Historisk Byplanlægning i Vigan

Vigan blev etableret i det 16. århundrede og blev indskrevet på verdensarvslisten i 1999. Før den koloniale æra fungerede Vigan som en handelsstation ved floddeltaet af Abra-floden på øen Luzon. UNESCO beskriver Vigan som et bevaret eksempel på en planlagt spansk kolonial by i Asien. Byens form er et resultat af handelsnetværk og tilstedeværelsen af forskellige befolkningsgrupper gennem århundreder.

UNESCO noterer, at arkitekturen i Vigan afspejler kulturelle elementer fra Filippinerne, Kina, Europa og Mexico. Verdensarvskomitéen knytter disse påvirkninger til byens plan og bygninger.

Arkitektur og Kulturel Sammensmeltning

I evalueringen fremhæver UNESCO to specifikke kriterier. Under kriterium to beskrives byen som repræsentant for en fusion af asiatisk bygningsdesign med europæisk kolonial arkitektur. Dette kommer til udtryk i gadenettet, der er udformet som et skakbræt omkring Plaza Salcedo og Plaza Burgos, samt de enkelte bygningers strukturelle opbygning.

Mestizo-distriktet blev bosat af familier af kinesisk og ilocano-oprindelse. Området indeholder 233 historiske bygninger placeret langs 25 gader. De toetagers bygninger er opført af mursten og træ med tagkonstruktioner, der afspejler kinesisk arkitektur. Ydervæggene på overetagen har vinduespaneler af kapis-skaller i trærammer, der kan skubbes til side. Kinesiske købmænd drev deres forretninger fra stueetagen, mens beboelsen var placeret ovenpå.

Under kriterium fire anfører UNESCO, at Vigan udgør et intakt eksempel på en europæisk handelsby. Bevarelsen af strukturerne giver et indblik i de handelsmæssige dynamikker fra den spanske kolonitid. Evalueringen fokuserer på byens form og arkitektoniske integritet.

Risterrasserne i de Filippinske Cordilleras

I 1995 anerkendte UNESCO risterrasserne i de filippinske Cordilleras som verdensarv. Organisationen beskriver området som et aktivt kulturelt landskab i Cordillera-bjergkæden på øen Luzon og knytter landbrugstraditionen til en periode på omkring to årtusinder.

Området indeholder fem klynger af terrasser, som verdensarvskomitéen nævner specifikt. Nagacadan-klyngen består af opadgående rækker af terrasser gennemskåret af en flod. Hungduan-klyngen har et netværk udformet som et edderkoppespind. Mayoyao-klyngen har terrasser afbrudt af traditionelle huse, kaldet bale, og kornmagasiner kendt som alang. Bangaan-klyngen ligger bag en landsby, mens Batad-klyngen er formet som halvcirkulære terrasser struktureret som et amfiteater. Disse klynger anskues som intakte repræsentationer af denne landbrugstradition.

Vandforvaltning og Landbrugsteknik i Cordilleras

UNESCOs beskrivelse inkluderer observationer af områdets tekniske udformning. Verdensorganisationen bemærker, at Ifugao-folket har udhugget terrasserne i bjergene ved at benytte grundlæggende redskaber. Terrasserne er konstrueret med mudderhvægge, der følger bjergenes konturer.

Lokaliteten indeholder et kunstvandingssystem, som opsamler vand fra bjergenes skove. Dette system understøtter landbrug på stejle skråninger og i store højder. Komitéen anfører, at terrasserne indbegriber integrationen af det fysiske og sociokulturelle miljø i regionen. De fungerer som et vidnesbyrd om lokalsamfundets kollektive viden og forvaltning af miljøet.

Tubbataha Reefs Natural Park

Tubbataha Reefs Natural Park blev optaget på verdensarvslisten i 1993. Ifølge UNESCO er naturparken beliggende midt i Sulu-havet og dækker et areal på 96.828 hektar. Tubbataha er anerkendt for sine naturlige egenskaber, og verdensorganisationen klassificerer parken som et eksempel på et koralrevsmiljø. Parkens udformning inkluderer revflader, laguner og lodrette vægge, der falder til dybder på over 100 meter.

Naturparken omfatter to atoller, North Atoll og South Atoll, samt Jessie Beazley Reef. UNESCO beskriver området som et atolrevsystem med en høj tæthed af marine arter i et havområde med stor diversitet. Parken har tilstedeværelse af havfauna som tigerhajer, hvaler og skildpadder samt stimer af pelagiske fisk.

Marine Økosystemer i Sulu-havet

UNESCO anfører tre naturkriterier for indskrivningen. Under kriterium syv bemærkes området for naturfænomener, hvilket tilskrives revene og faunaen. Kriterium ni anerkender parken som et eksempel på økologiske processer i marine økosystemer. Systemet har en funktion i spredning af marine organismer i Sulu-havet, og det understøtter fiskeri uden for dets grænser. Tilstedeværelsen af rovdyr som tigerhajer og hammerhajer fungerer som indikatorer for balancen.

Endelig opfylder parken kriterium ti ved at rumme levesteder for bevarelse af biologisk diversitet. Parken ligger i Koraltrekanten, og revene understøtter 360 arter af koraller, hvilket udgør næsten 90 procent af alle koralarter i Filippinerne. Området rummer 11 arter af hvaler, 11 arter af hajer samt næsten 700 arter af fisk, herunder napoleonsfisken.

Verdensorganisationen nævner North Islet som ynglested for havfugle og skildpadder. Parken omfatter yngle- og rasteområder for grønne havskildpadder og karetteskildpadder. UNESCO registrerer desuden ynglende havfuglearter og observationer af juleø-fregatfuglen på stedet.