Rejser til De Vestindiske Øer (U.S. Virgin Islands)

U.S. Virgin Islands (USVI), historisk kendt i Danmark som Dansk Vestindien, er et amerikansk territorium i Caribien. Geografisk består området primært af de tre hovedøer St. Croix, St. Thomas og St. John samt over 50 mindre øer, holme og skær. Territoriet administreres i dag føderalt af USA og forvalter en lang række historiske steder fra den europæiske kolonitid samt naturområder under det amerikanske National Park Service.

Terminologi og kolonial historie

Betegnelsen “De Vestindiske Øer” (på engelsk West Indies) bruges ofte som en overordnet geografisk fællesbetegnelse for øgrupperne i den caribiske region, herunder De Store Antiller, De Små Antiller og Bahamas. Denne betegnelse skal adskilles fra det specifikke område, som udgjorde den historiske koloni Dansk Vestindien fra slutningen af 1600-tallet til 1917, der i dag formelt bærer navnet U.S. Virgin Islands.

Ifølge Library of Congress ankom Christoffer Columbus til området under sin anden rejse i 1493 og navngav øgruppen. Før den danske overtagelse var øerne i perioder beboet af oprindelige folk samt bosættere fra blandt andet England og Holland. Den danske tilstedeværelse begyndte for alvor med oprettelsen af Vestindisk-guineisk Kompagni. I 1672 etablerede kompagniet den første permanente danske bosættelse på øen St. Thomas. I 1718 annekterede kompagniet naboøen St. John, og i 1733 blev territoriet udvidet med købet af St. Croix fra Frankrig.

Under den danske administration blev der etableret en plantageøkonomi på de tre øer. Landbruget var primært centreret om produktion af sukkerrør, men der blev også dyrket bomuld og indigo. Denne produktion byggede på brugen af slavegjort arbejdskraft. Gennem den transatlantiske slavehandel blev tusindvis af mennesker transporteret fra det afrikanske kontinent for at arbejde på plantagerne. Ud over landbruget fungerede St. Thomas, med sin naturlige dybhavn, som en vigtig frihavn og et knudepunkt for international handel i Caribien. Råvarerne fra øerne blev eksporteret til København, hvilket bidrog til det danske riges økonomi i denne periode.

Slaveriet i kolonien blev formelt afskaffet i 1848. Ifølge Library of Congress blev emancipationen deklareret af generalguvernør Peter von Scholten som følge af et slaveoprør på St. Croix. I årtierne efter slaveriets ophævelse oplevede kolonien en økonomisk nedgang, da den sukkerbaserede økonomi blev mindre rentabel, og konkurrencen fra europæisk roesukker steg. I løbet af anden halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet indledte Danmark og USA flere forhandlinger om et muligt salg af øerne. Et udkast til en traktat i 1867 faldt i det amerikanske senat, og en anden traktat i 1902 opnåede ikke flertal i det danske Landsting. Det var først under Første Verdenskrig, at et salg blev realiseret. USA ønskede at købe øerne af strategiske hensyn for at forhindre, at Tyskland etablerede en flådebase i Caribien. I 1917 købte USA officielt øgruppen af Danmark for 25 millioner dollars i guld. Den 31. marts 1917, der i dag markeres lokalt som Transfer Day, overgik administrationen til USA, og territoriet fik navnet U.S. Virgin Islands.

De tre hovedøer

U.S. Virgin Islands har et samlet landareal på omkring 346 kvadratkilometer fordelt på de tre primære øer, der hver har forskellige topografiske og historiske karakteristika.

• St. Croix: Dette er den største af de tre hovedøer målt på areal. St. Croix har en relativt flad topografi sammenlignet med de øvrige øer, hvilket historisk gjorde den til centrum for territoriets plantagedrift og sukkerproduktion. Øen huser de to primære byer Christiansted og Frederiksted, der begge indeholder bevaret arkitektur og byplanlægning fra den danske kolonitid. Uden for byerne findes der rester af gamle sukkermøller og plantagebygninger i landskabet.
• St. Thomas: Øen fungerer som det administrative centrum for territoriet og er hjemsted for hovedstaden Charlotte Amalie. Terrænet på St. Thomas er karakteriseret ved at være mere bjergrigt og stejlt. Charlotte Amalie ligger omkring en naturligt beskyttet dybhavn, som i århundreder har gjort byen til en central havn for maritim trafik og handel i det nordlige Caribien. I dag er byen fortsat en primær anløbshavn for krydstogtskibe og fragt i regionen.
• St. John: St. John er den mindste af de tre hovedøer og ligger få kilometer øst for St. Thomas. Her er byudviklingen og infrastrukturen mere begrænset, og en stor del af landarealet forvaltes som naturbeskyttelsesområde. Dette adskiller St. John fra de mere befolkede og kommercielt udviklede øer i territoriet.

Natur og Virgin Islands National Park

På øen St. John forvaltes mere end 60 procent af landarealet af den amerikanske føderale institution National Park Service (NPS). Virgin Islands National Park blev etableret i 1956, primært gennem landdonationer fra Laurance Rockefeller, som opkøbte store dele af øen for at overdrage dem til staten med henblik på naturbeskyttelse. Senere blev parken udvidet til også at omfatte koralrev og havområder samt dele af Hassel Island tæt ved St. Thomas.

Ifølge National Park Service beskytter nationalparken en række forskellige tropiske økosystemer. Landskabet omfatter tørre tropiske skovområder, fugtigere skovtyper i højereliggende dale, samt kystnære miljøer med mangroveskove og strande. Området indeholder naturlige levesteder for forskellige dyrearter. Blandt de landlevende pattedyr er flagermus de eneste oprindelige arter, mens parken også huser en bred vifte af fugle. Havområderne rummer koralrev og søgræsbede, der fungerer som levested for flere arter af havskildpadder, herunder den grønne havskildpadde og karette-skildpadden (hawksbill).

Foruden naturværdierne administrerer National Park Service også flere historiske og arkæologiske steder inden for parkens grænser. Besøgende har adgang til ruinerne af den historiske Annaberg Sugar Plantation, hvor man kan observere resterne af sukkermøllen og de tilhørende fabriksbygninger. Parken indeholder desuden arkæologiske fund fra den præcolumbianske Taino-kultur, såsom helleristninger (petroglyffer), der kan ses langs stisystemer som Reef Bay Trail, samt fund ved Cinnamon Bay.

NPS’ forvaltning indebærer specifikke retningslinjer for besøgende. For at beskytte det marine miljø og koralrevene anvendes der bøjesystemer i stedet for ankring for både, og der er fastsatte regulativer for færdsel og dykning i de beskyttede områder. I 2001 blev Virgin Islands Coral Reef National Monument etableret for yderligere at bevare de omkringliggende marine økosystemer og sikre biodiversiteten i havet omkring St. John.

Klima og tropisk cyklonklimatologi

U.S. Virgin Islands har et tropisk klima med relativt jævne temperaturer i løbet af året. Regionens vejrforhold overvåges af National Hurricane Center under den amerikanske vejrtjeneste NOAA (National Oceanic and Atmospheric Administration). I planlægningen af ophold i Caribien er orkansæsonen et relevant klimatologisk parameter.

Ifølge NOAAs klimatologiske data for det atlantiske bassin – som dækker Atlanterhavet, Det Caribiske Hav og Den Mexicanske Golf – strækker den officielle orkansæson sig fra 1. juni til 30. november hvert år. En tropisk cyklon defineres af NOAA som et roterende, organiseret system af skyer og tordenvejr, der har sit udspring over tropiske eller subtropiske farvande. Inden for denne sekamåneders periode viser de historiske optegnelser, at der er en øget statistisk sandsynlighed for dannelsen af tropiske storme og orkaner.

NOAA angiver desuden, at aktiviteten i orkansæsonen typisk peaker i tidsrummet fra midten af august til slutningen af oktober. Historisk set er september den måned med det højeste antal registrerede tropiske cykloner i regionen. U.S. Virgin Islands ligger geografisk inden for en zone, der kan blive påvirket af disse vejrsystemer. NOAA publicerer løbende “Tropical Weather Outlooks” og udsender specifikke vejrvarsler, når tropiske systemer udvikler sig og nærmer sig beboede områder. Rejsende til territoriet i orkansæsonen anbefales at følge opdateringer fra officielle amerikanske vejrmyndigheder og orientere sig om lokale retningslinjer for vejrforhold.